Borgerforslag kommet for at blive

Det er vores land – endnu da

Når man bliver anklaget for landsforræderi (Berlingske Tidende kunne ikke finde plads til mit svar på Allarps lange artikel – hold øje med det her på siden – Kim Eriksen).

Note: Bliver den kønne Allarp mon arbejdsløs nu, hvor Radio 24/7 stopper, eller har hun  også i fremtiden let ved at få afleveret lange klummerier hos vennerne?

Her er så mit svar på Allarps angreb på mig, som Berlingske slet ikke kunne finde plads til (de skal jo også finde plads til deres egne par millioner glatpolerede ord om dagen. Det kan ikke være let. Man må forstå dem:

Svar til Anne Sofie Allarps klumme fredag d. 1. marts 2019: ”Når man bliver anklaget for landsforræderi” Jeg er hovedstiller til borgerforslag FT-02423 med titlen ”Straffelovens Kapitel 12 moderniseres så det bliver landsforræderi at hjælpe fremmede etniske folkegrupper til varigt ophold i Danmark”. Jeg kan godt forstå, at det må føles ubehageligt at blive kaldt landsforræder, ligesom det ikke giver rare følelser at blive kaldt et kælder- eller undermenneske, der skal skubbes tilbage i det mørke, han kom fra, og jeg synes absolut ikke, at vi i Danmark skal anklage hinanden løst for at være enten landsforræder eller racist, væmmeligbo eller kældermenneske, godhedssøgende eller hadefuld. Jeg er sikker på, at de fleste fortalere for multikultur gør det ud fra et smukt, empatisk, om end i den virkelige verden direkte farligt, menneskesyn. Jeg er også sikker på, at de fleste modstandere gør, hvad de gør, ud fra en lige så smuk, og efter vores opfattelse langt mere realistisk, uegennyttig og dyb ansvarsfølelse for de kommende generationer i Danmark. Der er helt sikkert nogle, der kommer fra had, men det gælder jo begge fløje. Uffe Ellemann-Jensen skrev i Politiken 1. juli 1994: ”Jeg tror ikke, der er mange – om nogen overhovedet – som kunne tænke sig at omdanne Danmark til et multietnisk samfund.”. Kun 25 år senere ER vi et multietnisk samfund. Ellemanns udtalelse viser, at hvis danskerne var blevet spurgt tilbage i 90’erne, om landet skulle vælge en kurs, der ville omdanne det til et multietnisk samfund inden for 25 år, så ville der lyde et overvældende ”NEJ”. Men danskerne blev aldrig spurgt. Hvis et stof har en risiko for at være kræftfremkaldende, så bør ansvarlige politikere og institutioner, tilbageholde stoffet, indtil alle undersøgelser er fuldbragt. Og pressen skulle være sin opgave voksen som samfundets vagthund og være på befolkningens side imod en sådan destruktion af levevilkår. Multikultur er en af de hyppigste årsager til borgerkrig, og alligevel har der ikke været en seriøs undersøgelse af dens konsekvenser. Det er ikke indvandrernes skyld. De fleste kommer med de bedste intentioner. Borgerforslaget vil ændre fokus til de virkeligt skyldige: de politikere, der overhørte alle advarsler og de mediefolk, der er illoyale over for etniske danskere. De har ikke gjort det af en ond mening, men ligesom Danmark efter 2. verdenskrig i Retsopgøret straffede borgere, der i krigens første år var blevet opfordret til at samarbejde med tyskerne, mener vi, at det samme bør ske for dem, der har arbejdet mest aktivt med at gøre Danmark multietnisk. Grundloven hindrer ikke, at det sker med tilbagevirkende kraft.

Her så det velformulerede afslag fra debatredaktøren, hr. Collignon, som måske også har større interesse for franske end danske forhold:

Emne: Vedr.:⁨ Att.: Katrine Rosenbæk og Anna Frederiksen⁩

Kære læser, Tak for det læserbrev, debatindlæg eller kronikforslag, som du har sendt til Berlingske. Vi har valgt ikke at bringe dit indlæg. Vi kan desværre ikke give individuelle begrundelser, når vi – som i dette tilfælde – siger nej tak til at bringe et indlæg. Vi modtager hver dag mange flere manuskripter, end vi kan få plads til at bringe i avisen. Det er vi taknemmelige for, fordi det giver os mulighed for at bringe den bedste debat. Desværre betyder det altså også, at vi allerede af pladsgrunde er nødsaget til at afvise en meget stor del af de indlæg, vi modtager – også selv om vi forbeholder os ret til at redigere og forkorte i indsendte indlæg, hvor vi skønner det nødvendigt. Vi afviser dog uden videre indlæg, som også er sendt til andre medier eller modtagere end Berlingske. Vi bestræber os på at reagere i løbet af få dage på alle henvendelser, enten i form af at vi bringer indlægget i avisen, eller ved at du, som det er tilfældet i denne sammenhæng, modtager et afslag. I enkelte tilfælde vil du have ventet i længere tid, før du hører noget fra os. Det er i så fald fordi, vi har haft dit indlæg liggende med et ønske om at kunne bringe det, men beklageligvis ikke har kunnet finde pladsen til det inden for det, vi mener, er rimelig tid. Igen – tak fordi du valgte at sende dit indlæg til Berlingske. Og du er naturligvis velkommen til at sende indlæg (læserbreve, debatindlæg eller kronikker) til Berlingske en anden gang.

Med venlig hilsen,

Pierre Collignon

Debatredaktør

Let og elegant – vi mangler så meget plads. Men kig endelig indenfor en anden gang. Meget velkommen…..

Kommentér gerne teksterne ovenfor

1 thought on “Baggrund”

  1. Pierre Collignon var i tidernes morgen journalistelev, og senere journalist på JP, dengang JP var JP.
    Det var dengang man også havde journalister som Orla Borg m.fl., der turde vise en kritisk holdning til indvandringen af overskudsbefolkningen fra MENA-landene og Afrika.
    Utroligt hvor dybt ikke kun Pierre Collignon, men også den øvrige journaliststand er sunket.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *